Jeg er uddannet pædagog i 2010 og elsker arbejdet med børn. Elsker at kunne tilbyde et trygt miljø med trygge og faste rammer for hvert enkelt barn hvor der er plads til fordybelse og udviklling. 

Leg og læring er i centrum på det enkelte barns niveau.

I vores hverdag vægter jeg udeliv og kreativitet højt, sang og musik ligeså. Men vigtigst af alt, ro, tryghed, tillid og nærvær.

Ved at vælge privat pasning hos mig, kan jeg tilbyde en kontinuerlig hverdag uden nye voksne som skal læres at kende. En fast børnegruppe hvor vi lærer hinanden at kende på godt og ondt, ingen gæstebørn og vi lærer at tage hensyn til hinanden og vores forkelligheder. Vi vil se på de forskellige årstider og højtider og inddrage de forskellige ting i vores hverdag og ramme hvert enkelt barn hvor det er. Vi forsøger at sanse og erfare samme ting på forskellige måder for at erfare bedst muligt.  

 

Vi bor i dejlige omgivelser med masser af plads både ude og inde. I haven er der blandt andet legehus, sandkasse, gynger og rutschebane. Vi har urtehave, frugttræer og buske, drivhus og et væld af krydderurter vi bruger i madlavningen. Vi har to søde udekaniner i et stort bur hvor børnene gerne må komme med ind. Indenfor er der et stort rum med masser af plads til leg og kreativitet. Der er køkken, telt, bøger, tavler, puslespil, biler og meget mere.

Huset er 100% røgfrit!

En typisk dag:

06:30-08:30

Ankomst, farvel til forældre

Ca. 9:00

Formiddagsmad

Samling med sang fra sangkuffert - genkendelighed og medbestemmelse for barnet.

Ture vil som regel også ligge i dette tidsrum, hvor formiddagsmad tages med. Vi kan tage på tur til kirken, gåtur til heste, i skoven, togtur til andre private pasningsordninger o.lign.

Ca. 11:00

Frokost

Fælles måltid, varm eller kold mad. 

Når der er mulighed for at deltage i madlavningen inddrages børnene gerne.

Ca. 12:00/12:30

Her falder børnene som regel i søvn og sover gerne til de vågner. 

Børns søvn er vigtig for dets udvikling og derfor vækker jeg ikke så gerne fra middagslur. 

Ca. 14:00

Begynder børnene at vågne og vi leger, synger og spiser eftermiddagsmad. 

 

Del siden